"Jeg skal sprøjte lyset tilbage ind i jeres årer"
I juni udkom Ali Smiths roman »Sommer« på dansk – den sidste bog i hendes anmelderroste årstidskvartet. Journal-skribent Katerina Rubinskaya har kigget nærmere på Ali Smith, der fra flere kanter er blevet betegnet som en kommende nobelprismodtager i litteratur. Særligt bøgerne i årstidkvartetten er bemærkselsesværdige, og i det følgende dykker vi ned i nogle af de elementer, der er med til at gøre de fire bøger til noget særligt.
Litteratur i stedet for videnskab
Ali Smith blev født i 1962 i den skotske by Inverness og dimitterede først fra University of Aberdeen og derefter fra Cambridge. Hun arbejdede på en afhandling om engelsk og irsk modernisme (som i høj grad påvirkede hendes egne værker) men begyndte sideløbende at skrive skuespil, og det videnskabelige arbejde måtte ligeså stille vige pladsen for det kunstneriske arbejde.
Smiths første bog udkom i 1995, det var en novellesamling med titlen »Free Love and Other Stories«. Siden da har hun udgivet adskillige romaner. Blandt andet »Hotel World«, »The Accidental«, »Girl Meets Boy«, »There But For The«, »How to Be Both« og senest altså årstidskvartetten – en serie af fire romaner, »Efterår«, »Vinter«, »Forår« og »Sommer«. Derudover har hun udgivet dramatik og non-fiktion.
Flere af Smiths bøger er blevet både long- og short listed til litterære priser og har figureret på diverse lister over ‘årets bedste udgivelser’. Som for eksempel »Efterår«, der blev short listet til Booker Prisen og er blevet kåret til årets bog af forskellige tidsskrifter – blandt andet The New York Times og The Guardian. Hun er desuden optaget i The Royal Society of Literature og udnævnt til ‘Commander of the Order of the British Empire’ for sit arbejde for litteraturen.
Ali Smith bor i Cambridge med sin partner, filmfotograf Sarah Wood, til hvem mange af Smiths bøger er dedikeret.
Eksperimentel prosa på den aktuelle dagsorden
Ali Smiths værker er generelt kendetegnet ved at være meget vidende og gennemresearchede (de er altid spækket med intertekstuelle og -mediale referencer), en dristig blanding af stilarter og på samme tid med en fornemmelse af noget meget moderne og noget samtidigt. Men først og fremmest bærer de ofte en formel originalitet: For eksempel består romanen med den svært oversættelige titel »There But For The« af fire dele, der kaldes “There”, “But”, “For” og “The”.
Og i 2014 udkom romanen »How to Be Both«, der består af to parallelle historier, som i forskellige udgaver er arrangeret i forskellig rækkefølge. Bogens hovedpersoner er en nutidig pige ved navn George og renæssancekunstneren Francesco del Cossa. Og rækkefølgen af de to historier er altså afhængig af hvilken udgave af bogen, du har fået fingrene i. Om historien om George eller historien om Francesco kommer først. Det understreger, ifølge Smith, hovedtemaet i bogen. Tvetydighed. Og fraværet af ét endegyldigt korrekt svar. »How to be both« blev til på rekortid – cirka seks uger, fordi Smith blev forsinket i sit arbejde og forlaget helst ville undgå at udskyde udgivelsen.
Og den hurtige tilblivelse og udgivelse af »How to Be Both« inspirerede Smith til at skrive og udgive fire korte romaner om de fire årstider på tilsvarende kort tid. Sådan opstod idéen om årstidskvartetten: »Efterår« udkom i 2016, »Vinter« i 2017, »Forår« i 2019 og »Sommer« i 2020. Smith skriver sig dermed ind i en tradition af sæsonbårede kunst-cyklusser, som er ganske udbredt i de forskellige kunstarter (de musikalske årstidcyklusser hhv. af Vivaldi og Tchaikovsky er nok de mest kendte).
“Jeg troede helt oprigtigt, at jeg skulle skrive pastorale bøger om tidens gang og forbindelsen mellem mennesket og naturen.”
Sådan sagde Smith. Men da Brexit kom, kom hun til at se på hovedpersonen i sin første bog med nye øjne. Hendes lidelse og utilfredshed lignede ikke længere et specielt tilfælde men kom nærmere til at fremstå som symptomer på genererelle og meget langvarige sociale problemer. På den måde er hver bog i cyklussen kommet til at afspejle den konkrete verdensorden den er skrevet i. Smith har udtalt, at det ikke er til at vide, hvordan det vil være at læse bøgerne om 20 år – fordi de ret konkret forholder sig til deres samtid. Men det ser umiddelbart ud til, at de spørgsmål, der rejses i romanerne, ikke ophører med at være relevante lige foreløbig.
Familien som tema
Familien – biologisk eller tilvalgt – er et gennemgående tema. Fokus for hver bog i kvartetten er familiære relationer. I »Efterår« er det 32-årige Elizabeth Demand og 101-årige Daniel Gluck. I »Vinter« er det søstrene Sophia og Iris Cleaves, Sophias søn Art og hans falske kæreste Lux. I »Forår« har vi filminstruktøren Richard, der lige har mistet sin nære ven og samarbejdpartner, manuskriptforfatteren Paddy. Og »Sommer« fortæller historien om de to søskende Sacha og Robert og deres forældre. Ifølge Smith formår de tætte forhold mellem mennesker at røre folk i tider med store forandringer. Fra de skeptiske unge til den ældre let opgivende generation.
En politisk kontekst
Som nævnt ovenfor kommenterer alle bøger i kvartetten på helt aktuelle begivenheder. »Efterår« er en reaktion på Brexit, »Vinter« henviser til branden i Grenfell Tower, »Forår« den ulovlige tilbageholdelse af indvandrere og »Sommer« de voldsomme brande i Australien og en mystisk ny virus i Kina. Smiths hovedpersoner bliver ofte kaldet til handling ved at observere, hvad der sker omkring dem og ender som aktivister. Og det betyder ikke så meget, om du sparker til det ulovlige hegn eller lænker dig selv til det – det er selve det at gøre modstand, der er det centrale.
Kæmp for frihed
I romanerne opererer det skruppelløse sikkerhedsfirma SA4A på tværs af handlingerne og binder dem på en måde sammen. I »Efterår« installerer SA4A ulovligt hegn på offentlige områder, hvilket begrænser borgernes bevægelsesfrihed. I »Vinter« arbejder en af hovedpersonerne, Art, som freelancer for firmaet. Og i »Forår« står de bag nogle uhyggelige lejre, hvor ulovlige indvandrere opbevares. SA4A er en slags blæksprutte med mange tentakler, som Smiths hovedpersoner forsøger at hugge af en ad gangen.
De oversete kvinder
I hver af romanerne omtales en virkelig kvinde, der har ydet et væsentligt bidrag til kunsthistorien, der af en eller anden grund er blevet glemt eller simpelthen aldrig er blevet (aner)kendt. I »Efterår« er det popkunstner Pauline Boty, der døde i en alder af 28 år under tragiske omstændigheder. I »Vinter« billedhuggeren Barbara Hepworth, i »Forår«, kunstneren Tacita Dean. Og i »Sommer« den italienske filminstruktør Lorenza Mazzetti. Smith udtalte for nylig i et interview, at kvinder i kunsten efter hendes mening alt for let bliver glemt eller overset, og derfor, er det vigtigt og nødvendigt at blive ved med at fortælle om dem.
Bureaukratiet
Nogle af de sjoveste og kulsorte satiriske passager i bøgerne handler om mødet mellem menneske og system. I »Efterår« forsøger Elizabeth uden held at få et pas. Hun får afslag på afslag med mere og mere absurde begrundelser. I »Vinter« er Sophia Cleaves i krig med en bankfunktionær. Og i »Forår« insisterer en medarbejder på tilbageholdelsescentret, som svar på en klage fra en af de indsatte, at
“It’s not a prison, but a purpose-built Immigration Removal Centre with a prison design”
Intertekstuelle referencer
Allerede den første sætning i »Efterår«: “Det var den værste af alle tider, det var den værste af alle tider.” – omskriver den berømte introduktion til »En fortælling om to byer« af Dickens og »Vinter« minder om Dickens’ »Et juleeventyr« og »Cymbeline« af William Shakespeare. Og der er i det hele taget et hav af referencer, som du selv må gå på jagt efter. Ali Smith er af den overbevisning, at kunst og liv er uløseligt forbundne, og et kig på fortidens kunst tilbyder os muligheden for at sætte nutidens kunst (og liv) i relief.
Modernistiske og postmodernistiske træk
Man støder jævnligt på hurtigt rablende stream of consciousness-lignende passager i bøgerne. »Vinter« åbner for eksempel sådan her:
“Gud var død – til en start.
Og at være romantisk var død. Ridderlighed var død. Lyrikken, romanen, maleriet var alle døde, og kunsten var død. Teateret og filmen var begge to døde. Litteraturen var død. Bogen var død. Modernismen, postmodernismen, realismen og surrealismen var døde. Jazzen var død, popmusik, disco, klassisk musik, døde. Kulturen var død. Anstændigheden, samfundet, familieværdierne var døde. Fortiden var død. Historien var død. Velfærdsstaten var død. Politikken var død. Demokratiet var dødt. Kommunisme, fascisme, neoliberalisme, kapitalisme, alle sammen døde, og marxisme, død, feminisme, også død. Politisk korrekthed, død. Racismen var død. Religionen var død. Tanken var død. Håbet var dødt. Sandhed og fiktion, begge dele døde. Medierne var døde. Internettet var dødt. Twitter, instagram, facebook, google, døde.”
Sjovt nok viser denne dystre erklæring sig senere at være en liste over Google-søgninger, som hovedpersonen Art foretager som en del af sit arbejde.
Og de første linjer i »Forår«:
“Se det vi ikke vil have her er fakta. Det vi vil have er forvirring. Det vi vil have er gentagelser. Det vi vil have er gentagelser. Det vi vil have er folk med magt som siger sandheden er ikke sandheden. Det vi vil have er folkevalgte parlamentsmedlemmer som siger hun skulle have en glødende kniv stukket i maven og drejet rundt ting som tag selv en løkke med vi vil have regeringsmedlemmer i parlamentets underhus til at råbe begå dog selvmord til parlamentets oppositionsmedlemmer vi vil have mennesker med magt til at sige at de vil have andre mennesker med magt liggende i småstykker i min fryser vi vil have jokes om muslimske kvinder i en avisklumme vi vil have den latter vi vil have lyden af den latter til at klinge bag dem hvor de går og står.”
Wow!
Magisk realisme
Hver roman i kvartetten taler på en eller anden måde om forholdet mellem natur og menneske. Liggende i koma forestiller Daniel Gluck sig, hvordan han bliver til et træ og bliver dækket med blade. Sophia Cleaves får på de første sider af »Vinter« besøg af genfærdet af en blomst (og et legemløst barnehoved), som hun taler med. Og den unge hovedperson fra »Forår« ved navn Florence (der minder mistænkeligt meget om Greta Thunberg) dukker op ud af ingenting og forsvinder på samme måde, som kunne hun gå gennem lukkede døre.
Liv og død
Det er svært at forestille sig romaner om de skiftende årstider, der ikke på en eller anden måde berører den evige cyklus af fødsel og død. Og Smith behandler da også emnet både helt bogstaveligt og i metaforisk forstand. For Smith er et levende menneske et aktivt, kreativt individ, der står stærkt i modgang. Han er som naturen, der overlever på trods af al misbruget:
”Fuck mit klima op, og jeg skal smadre jeres liv. Jeres liv er mig ligegyldige. Jeg skal rive påskeliljer op af jorden i december. Jeg skal blokere jeres hoveddør med sne i april og blæse træet omkuld så det knuser jeres tag. Jeg skal føre floden som et tæppe igennem jeres hus.
Men jeg bliver grunden til at jeres egne safter vågner igen. Jeg skal sprøjte lyset tilbage ind i jeres årer.”
Igen, wow.
